Hvem er jeg

Mit navn er Andreas Mikkelsen. Jeg er født i 1981 og bor på Nørrebro i København. 

Jeg er uddannet Skibsofficer og arbejder for Mærsk Supply Service som styrmand.

Jeg kommer i Metodistkirken i København, hvor jeg er en del af et rigt, åbent og varmt menighedsfællesskab, som betyder meget for mig i min hverdag.

Jeg er opvokset i en mindre vestjysk by. Et herligt sted, som er stort nok til at have alt, men lille nok til at man kender de fleste. Byen dannede gode rammer om en tryg opvækst.

Jeg er yngste barn ud af en søskendeflok på 5. Min familie var meget traditionel med 70’er villa, Volvo, hund og to kærlige forældre.

Vi kom fast i missionshuset flere gange om ugen, og i kirken om søndagen – lige som de fleste andre fra byen.

Skoletiden blev tilbragt på den kristne friskole, og hele vores liv som familie var præget af det missionske miljø og de kristne værdier.

Min historie

Man kunne snakke om næsten alt og diskutere meget i familien, men der var dog én ting der aldrig var til diskussion: Bibelens ord.

Jeg fik gennem min opvækst indpodet det kristne budskab, hvilket jeg hver dag priser mig lykkelig for. Teologien var der ingen tvivl om - det var den klassiske missionske teologi, med fokus på tro og frelse, synd og forladelse.

Derfor herskede der heller aldrig tvivl i mit hjem om, at lige som det var forkert for kvinder at være præster, så var det også forkert at være udlevende homoseksuel.

Og der var det så, at jeg havde et problem…

Det startede jo nok med at jeg begyndte at kigge efter de andre drenge, da de begyndte at kigge efter piger – en uheldig kombination, men jeg tænkte ikke videre over det. Det faldt mig naturligt at drenge var mere interessante end piger, og længere var den egentlig ikke.

Det var først da jeg blev ældre og kom i 6.-7. klasse at tingene begyndte at gå op for mig. At jeg var bøsse var ingen overraskelse – det havde jeg længe vidst, men at det ikke helt passede ind i det miljø som jeg levede i, var problemet.

Homoseksualitet var aldrig blevet omtalt i mit hjem eller i skolen, men jeg havde til møder i missionshuset hørt noget om, at det ikke var så godt, og jeg kunne jo derved resonere mig frem til, at det dermed heller ikke var så godt for mig - at det ikke var Guds vilje.

Personligt følte jeg det ikke som noget forkert eller anderledes. Jeg følte mig rimelig normal, og kunne ikke se noget mærkeligt i at to drenge skulle holde i hånd – men min omverden fortalte mig noget andet.

Dette resulterede i mange tårefyldte aftener under dynen før jeg faldt i søvn. Min familie bemærkede ikke noget, da jeg egentlig havde det fint – men når jeg var alene, kunne det være svært at rumme de modstridende følelser.

Jeg var allerede på det tidspunkt klar over, at det som jeg vidste om Bibelens forhold til homoseksualitet måtte være forkert. Gud kunne umuligt fordømme noget der føltes så rigtigt og smukt – det kunne han simpelthen ikke. Det var mit håb, og det holdt jeg fast ved.

Jeg sprang ud for min første ven på efterskole. Hun talte ikke til mig i en uge bagefter, hvilket skræmte mig lidt. Men alt gik egentligt meget fint. Flere og flere af mine venner fik at vide at jeg var homo. De tog det alle meget fint, og jeg lærte efterhånden at hvile mere i mig selv og min egen situation.

Jeg kørte stadig missions-stilen – at nok var jeg homo, men jeg ville leve efter det kristne budskab og ikke leve min seksualitet ud. Det var mit udgangspunkt, og jeg havde aldrig haft mod til at overveje andet. Jeg var – om end vaklende – stadig en ”god” kristen.

Men jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de dogmer, som jeg tidligere havde taget for givet – om tingene nu engang var så sort/hvide som tidligere antaget.

Jeg kom til den konklusion at noget var galt – præcist på hvilken måde eller hvordan, kunne jeg ikke sætte fingeren på, men jeg besluttede mig for at der skulle graves videre, og mit håb var intakt.

Efterhånden som flere af mine venner fik at vide at jeg var bøsse, blev det mere og mere nødvendigt at fortælle det til mine forældre og søskende. Jeg planlagde det nøje, og sørgede for at min mest betroede søster var hjemme og kunne hjælpe mig. Så midt i morgenkaffen en søndag morgen, smed jeg bomben! Eller rettere sagt: Kun en halv bombe. For mens jeg dog sagde at jeg var bøsse, erklærede jeg mit faste ståsted på familiens grundfæstede bibelsyn – andet kunne jeg simpelthen ikke overkomme. Jeg havde frygtet øjeblikket i mange år, og dette var mit kompromis, som fik det hele til at lade sig gøre.

Mine forældre blev meget overraskede, men sagde som det første: Andreas – lige meget hvad, så elsker vi dig, og det kan intet nogensinde ændre.

Men let var det ikke – hverken for min familie eller mig. Min familie havde aldrig før skulle beskæftige sig med emnet ”homoseksualitet”, og nu hvor det pludselig var kommet så tæt ind på livet, var det en svær problematik.

Mine forældre var meget bekymrede og kede af det på mine vegne. De tænkte meget på hvorfor jeg var blevet homoseksuel – om det var noget de havde været skyld i. Samtidig ville de gerne, at jeg mødtes med kristne psykologer, sådan at jeg kunne få min seksualitet vendt. Dette afviste jeg, og jeg prøvede at forklare dem, at min seksualitet lå fast, og at jeg egentlig havde det okay med at være bøsse.

Dette ledte til mange diskussioner, og det var en smertefuld tid, hvor min familie følte en afmagt over ikke at kunne hjælpe mig, samtidig med at de var bange for at jeg skulle miste min tro, ved at lukke synden ind – ved at udleve min seksualitet. Dette var den store frygt.

I lang tid forblev tingene uændrede. Min familie var bekymret for mig. De forstod ikke, hvorfor jeg ikke ville gøre mere for at bekæmpe min seksualitet – og jeg havde for længst indset at jeg ikke kunne leve livet uden forhold og kærlighed.

Jeg var også begyndt at grave dybere i teksterne. Jeg fandt forskelligt materiale, som forklarede Bibelens forhold til homoseksualitet. Jeg bad til Gud om at han måtte åbne teksterne for mig – at han måtte vise mig, hvad hans ord rent faktisk sagde om kærligheden mellem to af samme køn. 

I dag tror jeg at kærligheden er lige for alle mennesker, og at Gud ikke skeler til om det er to kvinder eller en kvinde og en mand som holder i hånd. Jeg tror på at Gud giver os frihed til at leve som de mennesker vi er – med ansvar for hinanden og i kærlighed til ham.

Men det var stadig svært at være helt ærlig overfor familien, og det var faktisk først da jeg havde afsluttet min uddannelse, var flyttet til København og havde fået kæreste på, at jeg tog springet.

Jeg fortalte dem, at jeg stadig var lige så kristen som jeg altid have været, men at jeg havde truffet den beslutning at leve min seksualitet ud, og at jeg troede på at jeg kunne gøre dette under Guds velsignelse.

Det var en svær tid, men jeg stod fast på mit, og forklarede at det ikke kunne diskuteres. Dette var noget jeg mente, hvilket skulle respekteres – punktum.

Og det blev det!

Min familie og jeg er stadig uenige, men vort forhold er godt. Vi har et nært og varmt fællesskab og kan dele glæder og bekymringer med hinanden. Det at være ærlig overfor dem man er i blandt, er en stor ting – og noget som jeg skulle have gjort langt tidligere.

Det at kunne leve i fred med sin seksualitet og sin tro er en velsignelse. Man må være stærk og turde stå ved sit eget, samtidig med at man må respektere at der findes forskellige holdninger, og giver plads for dette. Processen kan være fyldt med smerte, men også mange glædelige overraskelser kan ligge gemt.

Livet er noget vi må kaste os ud i - resten er op til vor Herre…