Hvem er jeg

2014.jpg

Jeg hedder Helene Rosengaard Nielsen, - er født i det gode år 1970, - bor i Odense og er uddannet både pædagog og cykelmekaniker og arbejder nu som kirketjener.

Som barn voksede jeg op i Luthersk Mission (ikke med den store direkte prægning fra mit hjem), og i ungdomsårene begyndte jeg at komme i Indre Mission i det vestsjællandske, hvor jeg har boet det meste af mit liv.

Allerede inden mit udspring - og de konsekvenser jeg naturligt tog på denne baggrund - var jeg blevet noget træt af det kristne foreningsliv, og mit hjerte brændte og brænder i højere grad for vores folkekirke og den langt større mangfoldighed, der har mulighed for at trives der.

Min historie

Mit udspring som homoseksuel har ikke været så smertefyldt, som jeg ved det er for mange – og særligt for mange med kristen opvækst. Smertefrit har det imidlertid ikke været, - men jeg har fordelt mine hurdler over flere omgange og kan alt i alt glæde mig over at være kommet godt igennem.

Vores livsveje bliver lige så forskellige, som vi mennesker i øvrigt kan være. Men ofte kan vi hjælpe hinanden på vej og finde glæde i at dele vores historier – uanset hvor vi står i dem.

Omkring 17-19 års alderen gik det i små etaper op for mig, hvorfor jeg følte mig lidt anderledes og ikke for alvor kunne finde lysten til at få mig en drengekæreste. Jeg måtte langsomt erkende for mig selv, at piger derimod vakte følelser i mig.

Da jeg havde den overbevisning, at det at handle på sådanne følelser på ingen måde kunne harmonere med mit kristenliv, måtte jeg jo så finde min måde at håndtere det på. – Jeg valgte tavsheden og håbet om, at jeg måske alligevel en dag ville rende ind i en mand, jeg ville kunne forelske mig ærligt i.

De kommende år prøvede jeg altså ihærdigt at holde disse følelser for piger på afstand. Når det alligevel ikke var noget, jeg ville handle på, tænkte jeg vel, at det var bedst ikke at give det for meget fokus.

Jeg nød et aktiv ungdomsliv, og jeg havde en masse gode venner, som jeg syntes, jeg kunne dele rigtig meget med, - men der var jo visse emner, jeg måtte gøre mig umage for at snakke udenom.

Et dårligt valg

Første gang jeg overhovedet åbnede min mund om disse følelser (i en alder af knap 24 år) blev overfor en fyr, der slogedes med det samme. Det blev starten på et fortroligt venskab, fordi det var gensidigt, at ingen andre vidste noget, - og tavsheden var vel ikke så slem nu, hvor man kunne dele den med en anden(?).

Vi var ikke særlig kloge! Vi gik hen og giftede os efter et par år. – Vi troede … vi håbede vel … mente vi kunne få et ”normalt liv” … Men tavsheden og skuespillet overfor for andre blev ikke en mindre byrde af at være i et sådan pseudoægteskab (for det blev aldrig andet).

Med tiden kunne jeg mærke at byrden faktisk bare blev større. Andre gik jo og troede noget helt forkert, - vores venskabelige samliv blev også dårligere, fordi det vel ikke blev ved med at give mening at kæmpe en masse for noget, der alligevel ikke rigtig var noget, - at spille skuespil overfor andre blev også mere besværligt af, at vi var to aktører, der ikke altid kendte hinandens replikker, - og følelsen af at have et hjem at komme hjem og slappe af i forsvandt mere og mere for mig, fordi det hele var så uægte og kompliceret.

Efter 3½ år kunne jeg ikke holde til det mere og valgte skilsmissen. Vi nåede desværre ikke til fælles enighed om det, og jeg oplevede at måtte bære meget efterfølgende skyld. - Jeg havde gjort ham ked af det (hans håb om bedre tider var tilsyneladende stadig intakt), og overfor omverdenen stod jeg som skurken.

Ingen vidste hvad der lå under overfladen, og af hensyn til hans ønske om tavshed, blev jeg selv nødt til at forholde mig tavs. Desuden var det i de kristne sammenhænge, vi kom i, generelt ikke særlig velset med skilsmisse, og det var helt uforståeligt for andre, at et ungt par måtte give op efter så kort tid.

De kommende 2 år gik så med at få ryddet op i mit liv. Efterhånden kunne jeg finde frihed til at være ærlig overfor flere og flere (skønt med bævende hjerte). – Ærligheden, jeg havde savnet, men også frygtet at prikke hul på. – Hvor blev det bare overraskende befriende!!

Nogen forstod ganske vist bedre end andre, men der var ingen, der løb skrigende bort eller trak sig fra at have med mig at gøre. Naturligvis gjorde det det også nemmere for de fleste, at jeg samtidig kunne sige, at det ikke var noget, jeg havde tænkt mig at handle på, - så de behøvede ikke frygte, at jeg pludselig præsenterede dem for en kvinde. Mine ikke kristne venner havde naturligvis sværere ved at forstå denne del, men alle viste generelt stor accept.

Da jeg som nævnt kom i Indre Mission (IM), havde jeg hørt om, at der fandtes noget, der hed Basis, som er en arbejdsgren under foreningen Agape, og som er særligt målrettet homofile. Jeg kastede mig ud i at tage med på en weekend, og det blev en rigtig god oplevelse for mig.

Jeg havde aldrig tænkt, at der nok ikke fandtes andre end mig, der havde det sådan, - men det at møde andre i virkeligheden, kunne snakke frit og vide sig forstået, - det gjorde en stor forskel!

Jeg nåede vist at være med på 4-5 weekender. Til at begynde med syntes jeg, det var spændende med en masse gode psykologiske oplæg, men efterhånden begyndte det at irritere mig lidt, at der blev insinueret, at der skulle være noget særligt psykisk skrøbeligt ved mennesker som os (naturligvis har alle en fortid, vi kan blive klogere af at analysere på). Jeg begyndte altså at lytte mere selektivt. Tog hvad jeg kunne bruge og lod resten ligge.

En ny udfordring

Det tidlige forår 2002 skulle mit liv kastes ud i en ny omvæltning. Jeg kom i kontakt med tre forskellige mennesker, der uafhængigt af hinanden fik givet mig den selvsamme udfordring.

Af mystiske grunde havde jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved tolkningen af, hvad Bibelen siger om homoseksualitet. Jeg troede, jeg vidste, hvad den sagde, og at jeg dermed kendte Guds syn på sagen.

En af de tre ”udfordrere” gav mig en rapport i hænderne, som dokumenterede et andet muligt bibelsk syn. Jeg syntes, der var mange svagheder i denne og var overbevist om, at jeg kunne modargumentere. Jeg gik i gang med at skrive på et modsvar men oplevede til min undren, at jeg blev ved med at gå i stå. Jeg lod det ligge en tid, tog fat igen … og gik igen i stå. Der var noget, der ikke hang sammen her. 

Jeg begyndte at læse en masse stof om begge tolkninger, og efterhånden fandt jeg det svært at blive klog på, hvad der var menneskeværk, og hvad der var Guds vilje. Jeg har altid tænkt om gråzoneområderne i Bibelen (der hvor Guds vilje ikke er entydigt tilgængelig), at her måtte vi hver især bruge vores dømmekraft og give hinanden frihed til at handle efter overbevisning. Det mest centrale (især frelsen i Jesus alene) er åbenbaret tydeligst.

Men kunne dette virkelig være et sådant gråzoneområde? Hvis det var, var det jo frygteligt, at kristne (inkl. mig selv) lagde en unødvendig byrde på andre! Jeg ville på ingen måde være medskyldig i at fordømme andre (hverken direkte eller indirekte) på et grundlag, der ikke var helt overbevisende sandt. For min egen del havde jeg endelig fundet ro på mit liv ovenpå skilsmissen og havde ikke noget ønske om at ændre mine rammer. Min motivation var altså på ingen måde at finde en smutvej for mig selv. 

På et tidspunkt lukkede jeg alle bøger med menneskers tolkninger og min bøn var, at Gud selv måtte overbevise mig med et klart ja eller nej. – Det klare entydige svar fik jeg frustrerende nok ikke. Derimod mindede han mig om synd og fejltrin på alle mulige andre felter, - og med tiden erkendte jeg til min undren, at hans svar på mit spørgsmål tilsyneladende var: Frihed under forvalteransvar.

Men ét er så at nå til en erkendelse af frihed til at vælge gældende for andre, - noget andet var så, om jeg selv var sikker nok på denne frihed til at gøre den gældende i mit eget liv. – Denne problemstilling blev nemlig helt uventet aktuel for mig, da jeg pludselig stod i et spirende kæresteforhold. – Og det krævede en hel del snak med både Gud og hende! – Jeg fandt friheden og kunne tage imod dette forhold som en gave, jeg helhjertet kunne takke Gud for.

Jeg har aldrig overfor Gud følt grund til skam over mine følelser. Min skaber kender mig, har selv sat mig sammen, som det menneske jeg er, og givet mig de livsudfordringer, der på alle måder er blevet mine. Når jeg havde mærket varme følelser for en anden kvinde, kunne jeg glæde mig over at mærke de gode følelser, – også mens jeg stadig ikke mente, det var ok at handle på dem. – Overfor andre mennesker (særligt med-kristne) blev det først for alvor svært, nu da jeg pludselig stod med et nyt syn på sagen.

Firkantet som jeg var, havde jeg nemlig hårdnakket påstået, at hvis jeg nogen sinde kom med en kvinde ved min side, var det fordi, jeg havde skippet Gud. Rigtig mange havde derfor svært ved at følge, at jeg nu så anderledes på tingene.

De fleste af mine venner kendte mig heldigvis på forhånd som en, der handler velovervejet, så jeg mødte alligevel (også på trods af holdningsforskelle) en stor grad af tillid og accept. Mange kunne heldigvis glæde sig udelt sammen med mig, men jeg ved også, at det har gjort ondt på dem, som er overbevidst om, at det ikke kan være andet end imod Guds vilje. Min familie har på intet tidspunkt voldt nogen problemer men har accepteret fuldt ud, skønt der også her er lidt holdningsforskelle.

Da jeg i forvejen havde tygget en tid på tanken om at bryde op og flytte til det jyske og samtidig vinke pædagogfaget farvel, kom det hele til at falde rigtig praktisk ud. Jeg kunne undgå at stå i en masse konfliktpræget i forhold til fællesskabet i IM, der hvor jeg boede, og jeg valgte naturligvis at lade være med at opsøge IM igen. – Jeg har det fint med de kristne sammenhænge, jeg kommer i nu, hvor jeg føler mig rummet, som den jeg er.

Se det var så min solstrålehistorie! – Der har ganske vist været masser af skyer og regndråber/tårer undervejs, og heller ikke nu er livet et ”happy ever after”, for nye udfordringer i livet kommer vi ikke udenom, når vi vælger at leve det.

MEN jeg glæder mig over alle solstrålerne – både begivenheder og dejlige mennesker, og jeg glæder mig over mit liv, hvor jeg med glæde og frihed kan sige: Ja, jeg er kristen og homo!