Helene Rosengaard Nielsen
Hvem er jeg
Helene Rosengaard Nielsen, 36 år, cykelmekaniker og tidl. pædagog, bor i Silkeborg.
helene@kristenoghomo.dk
Som barn voksede jeg op i Luthersk Mission (ikke med den store prægning fra mit hjem), og i ungdomsårene begyndte jeg at komme i Indre Mission i det vestsjællandske, hvor jeg
har boet det meste af mit liv.
Her i Silkeborg kommer jeg i KFUM og KFUK, men mit hjerte ligger mest i det direkte folkekirkelige (fremfor foreningslivet), og jeg sidder derfor også med i menighedsrådet i en dejlig
aktiv kirke her.
Mit udspring som homoseksuel har ikke været så smertefyldt, som jeg ved det er for mange - og særligt for mange med kristen opvækst. Smertefrit har det imidlertid ikke
været, - men jeg har fordelt mine hurdler over flere omgange og kan alt i alt glæde mig over at være kommet godt igennem.
Vores livsveje bliver lige så forskellige, som vi mennesker i øvrigt kan være. Men ofte kan vi hjælpe hinanden på vej og finde glæde i at dele vores historier
- uanset hvor vi står i dem.
Lidt af min historie
Omkring 17-19 års alderen gik det i små etaper op for mig, hvorfor jeg følte mig lidt anderledes og ikke for alvor kunne finde lysten til at få mig en
drengekæreste. Jeg måtte langsomt erkende for mig selv, at piger derimod vakte følelser i mig.
Da jeg havde den overbevisning, at det at handle på sådanne følelser på ingen måde kunne harmonere med mit kristenliv, måtte jeg jo så finde min
måde at håndtere det på. - Jeg valgte tavsheden og håbet om, at jeg måske alligevel en dag ville rende ind i en mand, jeg ville kunne forelske mig ærligt
i.
De kommende år prøvede jeg altså ihærdigt at holde disse følelser for piger på afstand. Når det alligevel ikke var noget, jeg ville handle på,
tænkte jeg vel, at det var bedst ikke at give det for meget fokus.
Jeg nød et aktiv ungdomsliv, og jeg havde en masse gode venner, som jeg syntes, jeg kunne dele rigtig meget med, - men der var jo visse emner, jeg måtte gøre mig umage for at
snakke udenom.
Første gang jeg overhovedet åbnede min mund om disse følelser (i en alder af knap 24 år) blev overfor en fyr, der slogedes med det samme. Det blev starten på et
fortroligt venskab, fordi det var gensidigt, at ingen andre vidste noget, - og tavsheden var vel ikke så slem nu, hvor man kunne dele den med en anden(?).
Vi var ikke særlig kloge! Vi gik hen og giftede os efter et par år. - Vi troede ... vi håbede vel ... mente vi kunne få et "normalt liv". Men tavsheden og skuespillet overfor for
andre blev ikke en mindre byrde af at være i et sådan pseudoægteskab (for det blev aldrig andet).
Med tiden kunne jeg mærke at byrden faktisk bare blev større. Andre gik jo og troede noget helt forkert, - vores venskabelige samliv blev også dårligere, fordi det vel
ikke blev ved med at give mening at kæmpe en masse for noget, der alligevel ikke rigtig var noget, - at spille skuespil overfor andre blev også mere besværligt af, at vi var to
aktører, der ikke altid kendte hinandens replikker, - og følelsen af at have et hjem at komme hjem og slappe af i forsvandt mere og mere for mig, fordi det hele var så
uægte og kompliceret.
Efter 3½ år kunne jeg ikke holde til det mere og valgte skilsmissen. Vi nåede desværre ikke til fælles enighed om det, og jeg oplevede at måtte bære
meget efterfølgende skyld. - Jeg havde gjort ham ked af det (hans håb om bedre tider var tilsyneladende stadig intakt), og overfor omverdenen stod jeg som skurken.
Ingen vidste hvad der lå under overfladen, og af hensyn til hans ønske om tavshed, blev jeg selv nødt til at forholde mig tavs. Desuden var det i kristne sammenhænge jo
generelt ikke særlig velset med skilsmisse, og det var helt uforståeligt for andre, at et ungt par måtte give op efter så kort tid.
De kommende 2 år gik så med at få ryddet op i mit liv. Efterhånden kunne jeg finde frihed til at være ærlig overfor flere og flere (skønt med
bævende hjerte). - Ærligheden, jeg havde savnet, men også frygtet at prikke hul på. - Hvor blev det bare overraskende befriende!!
Nogen forstod ganske vist bedre end andre, men der var ingen, der løb skrigende bort eller trak sig fra at have med mig at gøre. Naturligvis gjorde det det også nemmere for de
fleste, at jeg samtidig kunne sige, at det ikke var noget, jeg havde tænkt mig at handle på, - så de behøvede ikke frygte, at jeg pludselig præsenterede dem for en
kvinde. Mine ikke kristne venner havde naturligvis sværere ved at forstå denne del, men alle viste generelt stor accept.
Da jeg som nævnt kom i Indre Mission (IM), havde jeg hørt om, at der fandtes noget, der hed Basis, som er en arbejdsgren under foreningen Agape, og som er særligt
målrettet homofile. Jeg kastede mig ud i at tage med på en weekend, og det blev en rigtig god oplevelse for mig.
Jeg havde aldrig tænkt, at der nok ikke fandtes andre end mig, der havde det sådan, - men det at møde andre i virkeligheden, kunne snakke frit og vide sig forstået, - det
gjorde en stor forskel!
Jeg nåede vist at være med på 4-5 weekender. Til at begynde med syntes jeg, det var spændende med en masse gode psykologiske oplæg, men efterhånden begyndte
det at irritere mig lidt, at der blev insinueret, at der skulle være noget særligt psykisk skøbeligt ved mennesker som os (naturligvis har alle en fortid, vi kan blive klogere
af at analysere på). Jeg begyndte at lytte mere selektivt. Tog hvad jeg kunne bruge og lod resten ligge.
Det tidlige forår 2002 skulle mit liv kastes ud i en ny omvæltning. Uafhængigt af hinanden var der tre forskellige mennesker, der fik givet mig et spark i samme retning. Jeg
havde mærkeligt nok aldrig selv stillet spørgsmålstegn ved den del af Bibelens tale, hvorfra tolkningen, om at det er imod Guds vilje at leve homoseksuelt, stammer. - Nu blev
jeg så fra tre sider cirka samtidigt udfordret til at få set lidt nærmere på emnet.
Det blev til rigtig meget læsning, rigtig meget bøn og rigtig mange tanker! - Jeg vil ikke kaste mig ud i at redegøre for alle mellemregningerne her, men jeg må
tilstå, at det kom temmelig meget bag på mig selv, da jeg mærkede, at jeg vist begyndte at ændre holdning.
Allerede samme efterår stod jeg "lige pludselig" med en pigekæreste. Jeg havde ikke haft nogen som helst intentioner om, at min søgen i temaet skulle ændre noget som
helst i mit eget liv. Jeg var endelig nået dertil, hvor jeg nød mit liv, som det var.
Min søgen efter, hvad vi egentlig kan vide om Guds holdning til homoseksualitet, havde helt ærligt kun drejet sig om, at jeg på ingen måde ville være medskyldig i
at fordømme andre (hverken direkte eller indirekte) på et grundlag, der ikke var helt overbevisende sandt.
Og ét er så at nå til en erkendelse af frihed til at vælge gældende for andre, - noget andet var så, om jeg selv var sikker nok på denne frihed til at
gøre den gældende i mit eget liv. - Det medførte lige en hel del ekstra bøn, tanker og snakke med min næsten-kæreste.
Jeg fandt friheden og kunne tage imod dette forhold som en gave, jeg kunne takke Gud for. Det første halve år havde vi begge lidt hurdler med folk omkring os, som lige skulle
ajourføres. For min del var der mange, der undrede sig over den nye vending, og det var svært for mig at redegøre for, hvad jeg begrundede mit nye syn i. Det er stort set
umuligt at forklare kort.
De fleste kendte mig heldigvis på forhånd som en, der handler velovervejet, så jeg mødte alligevel (også på trods af holdningsforskelle) en stor grad af
tillid og accept. Mange kunne heldigvis glæde sig udelt sammen med mig, men jeg ved også, at det har gjort ondt på dem, som er overbevidst om, at det ikke kan være andet
end imod Guds vilje. Min familie har på intet tidspunkt voldt nogen problemer men har accepteret fuldt ud, skønt der også her er lidt holdningsforskelle.
Da jeg i forvejen havde tygget en tid på tanken om at bryde op og flytte til det jyske og samtidig vinke pædagogfaget farvel, kom det hele til at falde rigtig praktisk ud. Jeg kunne
undgå at stå i en masse konfliktpræget i forhold til fællesskabet i IM, der hvor jeg boede, og jeg valgte naturligvis at lade være med at opsøge IM igen. -
Jeg har det fint med de kristne sammenhænge, jeg kommer i nu, hvor jeg føler mig rummet, som den jeg er. De gode venner fra IM har dejligt nok holdt ved!
De gode venner fik jeg nu også grundigt brugt for, da kæresten brød efter 2½ år. Selv de venner, der har anden overbevisning har vist ubetinget ærlig
trøst og støtte, og jeg er overbevist om, at de i hvert fald på det personlige plan vil ønske mig oprigtigt tillykke, hvis jeg kan præsentere min
drømmekvinde en dag.
Se det var så min solstrålehistorie! - Der har ganske vist været masser af skyer og regndråber/tårer undervejs, men jeg glæder mig over alle
solstrålerne, og jeg glæder mig over mit liv, hvor jeg med glæde og frihed kan sige: Ja, jeg er kristen og homo!
