Jeppe Tanderup Kristensen
En historie om mig
Jeppe Tanderup Kristensen, 26 år, civilingeniør, bor på Vesterbro i København.
jeppe@kristenoghomo.dk
Opvokset på landet
Jeg er født og opvokset i Faster Sogn ved Skjern, i Vestjylland. Mine forældre er landmænd og har økologiske malkekøer. Jeg er den ældste af fire
søskende. Når jeg husker min barndom er den fyldt med halmhuler, fjerkræavl, ferier ved bedsteforældrene, mark-ræs, gocarts, spejder, kristne børneklubber og
en utrolig masse dejlig tid med mine forældre og lillebror og søster. Mine forældre kom i "Æ samfund" (Indre Mission), hvor vi børn også var med til
møderne fredag aften. Da jeg var fire år, og havde lært at sidde stille, startede jeg i Luthersk Missionsk Søndagsskole, hvor vi hørte bibelhistorier og sang af
hjertets lyst. Da tredje klasse bankede på døren begyndte jeg også at gå til KFUM Spejder og børneklub i KFUM og KFUK, hvor min mor var leder. Med tiden var det
KFUM og KFUK, der blev mit kirkelige hjem.
Da de andre begyndte at interessere sig for piger
Det med kærligheden og seksualitet var et mysterium for mig da jeg kom i 8. klasse og alle de andre drenge blev ramt af en pige-galskab, jeg forstod det ikke rigtigt. Det var nok bare fordi
jeg, i modsætning til de andre, var en from ung mand, jeg var lidt stolt af mig selv.
I 9. klasse kom jeg på Blaakilde Ungdomsskole ved Tarm, der er en efterskole med blandet KFUM og KFUK, og Indre Mission bagland. Her fik jeg lidt af et chok: de andre drenge, der ligesom
jeg var gode unge kristne, var lige så optagede af piger, som alle andre teenagedrenge jeg kendte.
Er du gal hvor blev der kærestet meget på sådan en efterskole, og hvor blev der talt meget om piger og sex på drengegangens værelser. Jeg havde meget svært ved
at følge med og deltage i alle de drengeværelsessamtaler, jeg havde aldrig rigtig tænkt på noget af det de talte om.
10. klasse: dødeligt forelsket i Lene - eller?
Hver gang jeg opdagede at min interesse for en af de andre drenge rakte lidt ud over hvad der var normalt, lukkede jeg helt for den historie - for jeg var jo ikke bøsse, hvad det så
end var. Desuden var jeg jo også dødeligt forelsket i en pige, Lene. Det var også lidt en fordel at have et navn på tungen når samtalen faldt på hvem man var
vild med. I 10. klasse drev jeg endda min værelseskammerat Lars halvt til vanvid ved at konstant at hulke om min umulige kærlighed til Lene. Det vakte dog en del eftertanke hos mig da
en af de kvindelige lærere en aften i slutningen af 10. indledte en længere samtale med mig om min forelskelse. Her kommenterede hun så lige pludseligt "Ja, Lene har jo
også flotte bryster!". Det anede jeg ikke hvad jeg skulle svare på, jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til hendes former.
Biseksuel - måske noget der går over?
Allerede i 9. klasse var jeg så naturvidenskabeligt indstillet at jeg klassificerede mig selv som biseksuel, så kunne jeg jo også stadig få en kone og dermed et godt liv.
Så rent intellektuelt var jeg udmærket klar over at min seksualitet var forskellig fra de fleste andres. Min viden betød dog intet for mig følelsesmæssigt, jeg
lukkede fuldstændigt af når det angik andre drenge. Engang da vi fx skulle se filmen Priest, om en katolsk præst der er bøsse, så jeg væk hver gang scenerne
blev for intime - jeg vidste det var farligt for mig.
Jeg husker tydeligt en af de få deciderede timer i seksualundervisning vi havde; to af de mandlige lærere stod foran alle os drenge og fægtede med et kosteskaft og en pakke
kondomer i en times tid, vi fandt aldrig ud af hvad de to ting havde med hinanden at gøre. I løbet af denne time kom vores lærer ind på at det var helt naturligt at
være forvirret omkring sin seksualitet når man var i vores alder, men at det var noget der gik over. Det bestyrkede mig i at det bare var et spørgsmål om at holde alle
tanker om andre fyre ude indtil den fase var lykkeligt overstået.
Midt i 10. klasse kastede en af pigerne sin elsk på mig. Hun var meget målrettet, og jeg var betaget, Måske dette var redningen? Vi kom sammen i et par uger, det var
mærkeligt, det var ikke fordi det var ubehageligt eller frastødende når vi kyssede og sådan - det var sådan set vældig rart, det var bare ikke rigtigt.
Da jeg gik på efterskole stillede jeg mig slet ikke spørgsmålet om jeg, som kristen, kunne leve mit liv som homoseksuel, for mig gav det spørgsmål slet ikke nogen
mening, selvfølgelig kunne jeg ikke det.
Ud med kærlighed og forelskelse, tid til gymnasiet!
Efter alle mine genvordigheder med kærligheden i efterskoletiden, besluttede jeg mig for at lukke det kapitel helt, for at starte med ren tavle, når jeg startede i gymnasiet. Hvor var
det lettende. De første to år i gymnasiet var jeg fuldstændig frie for hjertekvaler, hvilket bl.a. resulterede i mægtig gode karakterer. I 3. g begyndte det dog at
gå mig på at jeg slet ikke følte nogen tiltrækning, begær, forelskelse eller noget som helst impulsivt overfor nogen som helst andre. Selv når jeg sov, var de
få våde drømme fuldstændig personløse, det frustrerede mig. Jeg følte mig død indeni.
Selvransagels og begyndende forståelse, også følelsesmæssigt
Igen slog mit naturvidenskabelige anlæg til, der var kun en ting at gøre; at kaste alle begrænsninger, tabuer og selvcensur til side og se med åbne øjne hvad der
egentlig rørte sig i mig. I løbet af de næste par måneder blev konklusionen stadig mere klar, der var ganske mange fyre på gymnasiet jeg var tiltrukket af eller
nød synet af - og ikke en eneste pige. Det var sært, her stod jeg til gymnasiefest i 3. g og for første gang var der en jeg havde mægtig meget lyst til at danse med. Han
var skøn. Jeg tror nu ikke det var blevet taget så vel op på Vestjysk Gymnasium Tarm, om jeg havde fået ham med ud på dansegulvet.
En dag stod jeg og zappede TV kanaler, vi havde lige fået parabol, og pludselig havnede jeg i midt i filmen "No Ordinary Love" i en scene hvor soveværelsesdøren smækkede
bag to fyre på min egen alder. Jeg var solgt. Jeg havde aldrig før set to fyre på min egen alder kysse, det var som en rus.
Det var sen aften og tidligt forår, jeg lå i sengen og så op i loftet, der var som altid meget stille i huset. Om et par måneder var gymnasiet forbi og efter sommeren
skulle jeg flytte hjemmefra. Det tumlede i hovedet på mig og til sidst for det ud af munden på mig, "Jeg er bøsse". Bagefter var der endnu mere stille. Samtidig med at jeg var
lettet blev jeg også ramt af tanken: åh nej, det er sådan noget som smadrer ens liv når man er kristen. Tænk om det ville få mig til at overveje selvmord og
sådan, det havde jeg hørt om andre der havde gjort. Det var en mærkelig form for angst.
Angsten fik dog aldrig magten over mig, for hver gang den dukkede op blev den mødt af min tro på at uanset hvad var jeg elsket og villet af Gud som jeg var, at Kristus er frelser i
liv og død, for alle. Når jeg ser tilbage overrasker det mig lidt hvor godt jeg egentlig havde det med mig selv i hele den periode i 3. g. Den eneste meget stærke negative
følelse, jeg havde, var en sær form for ensomhed, følelsen af at min elsk for altid ville være noget der var fanget inden i mig. At jeg var den eneste.
Fra Vestjylland til København
Sommeren var ved at være forbi og om to uger skulle jeg flytte hjemmefra og starte på civilingeniørstudiet på DTU i Lyngby, nord for København. Faktisk skulle
studiet startes med en fem dage lang rustur, den gruede jeg en del for, jeg havde aldrig drukket mig fuld, eller været i byen før - og jeg kunne nok lure at en rustur var lig massiv
druk.
En fire dage før end jeg skulle flytte hjemmefra ringede telefonen, det var et par journalister fra DR der ville lave en ungdomsdokumentar om rusture. Nu sad de og ringede rundt for at
forhåndsinterviewe alle os der skulle med på min rustur. Jeg fortalte om mig selv, bl.a. at jeg havde været på en kristen efterskole, hvilket fik journalisten til at vejre
morgenluft: om jeg også selv var kristen? Jow, det var jeg da, så fortalte jeg lidt om det og om mine bekymringer for rusturen. Det lugtede åbenbart af godt konfliktstof,
så han spurgte om jeg ville være interesseret i at være med i dokumentarprogrammet, jeg sagde ja - så havde jeg da noget at lave på rusturen hvis det skulle
være helt slemt. Dagen efter ringede han og spurgte om de måtte komme og filme når jeg skulle flytte hjemmefra om to dage, jeg var lidt paf.
Det blev en fin dokumentarserie i tre afsnit, men min kreativitet blev godt nok sat på prøve de mange gange hvor talen faldt på piger og om jeg ikke var interesserede i nogen
af dem. Jeg slap vist med et rødmende "Det er da nogen meget søde piger der er med på turen", samt et par yderst pinlige klip hvor en af de andre fyre på turen
krydsforhører mig. Som de fleste andre studsede journalisterne ikke over at jeg ikke var voldsomt interesseret i piger, jeg var jo kristen. Faktisk var de eneste der lagde mærke til
at jeg var umanerlig uinteresseret i piger, min lillebror, der er yderst pige-interesseret, og en af mine kristne venner fra min efterskoletid. Efter at jeg til en musikvideo havde kommenteret at
"hun så godt ud" reagerede han med: "Det er første gang i de år vi har kendt hinanden at jeg har hørt dig sige sådan noget om en pige". Om det så var et
tilfælde at det var Madonna jeg havde kommenteret på, vil jeg lade op til andre at afgøre.
At vælge sig selv og den man er
Da jeg flyttede hjemmefra havde jeg en lille bog om Kierkegaard, der var skrevet af Johannes Sløk den var fantastisk spændende læsning. Sløk omtalte hvad der bl.a.
lå i Kierkegaards talen om "at vælge sig selv", at menneskets frie vilje for så vidt kun består i muligheden for at vælge sig selv, eller at lade være. Ethvert
menneske er givet, som det nu engang er, både i positiv og negativ henseende. Nu er det jo sådan at der er en årsag til at man prøver at hælde skylden for egne
brister, problemer, synder og mangler over på andre, nemlig at man ellers ville blive knust under dem hvis man selv bar dem. Kierkegaard opererer netop med den ide, at vi skal knuses under
den byrde det er vælge os selv fuldt ud. For netop da, når vi knuses under os selv, kan vi vende os mod Gud og række ham hele det menneske vi er - og da kan Gud give os tilbage,
som nye mennesker.
For mig betød tanken om at vælge sig selv fuldt ud, at det var af afgørende betydning at jeg i mit forhold til Gud, rakte mig selv frem som det hele menneske jeg er.
Altså; jeg ville fortabe hele mig selv, om jeg ikke også rakte den homoseksuelle Jeppe frem mod Gud.
Så i mit forhold til Gud var der ingen tvivl, jeg var homoseksuel, hvilket hverken var noget jeg var stolt over, eller skammede mig over, lige så lidt som jeg var stolt over eller
skammede mig over fx at være dansker eller landmandssøn. Tværtimod; jeg glædede og glæder mig over at være det hele menneske jeg er!
Jeg har aldrig tvivlet på at Gud elsker mig, som det hele menneske jeg er. Spørgsmålet var bare: hvordan skal jeg så leve det at være homoseksuel?
Bibelen og dens mange fantastiske, brogede, farverige og beåndede tekster, var ikke ukendt land for mig, den havde været fast inventar i hele min barndom og ungdom. Jeg kendte
også de få tekster der åbenbart beskæftiger sig med homoseksuelle, eller mere bestemt, med bøsser. Dem havde jeg også læst en masse teologisk stof
omkring, og jeg var rimelig sikker i min teologiske konklusion: de pågældende steder forholdt sig ikke til den kærlighed og det begær jeg følte.
Nu er teologi jo nu engang kun teologi, og i min opfattelse er Bibelen "kun" en samling tekster nedskrevet af mennesker og sammenredigeret af mennesker. For Ordet blev kød og tog bolig i
blandt os, Gud blev menneske af kød og blod i Jesus Kristus - jeg kender ikke til noget mere fantastisk! Gud blev ikke til græske og hebræiske ord på pergamentruller i
fem svagt forskellige afskrivninger, hvor små mus nuppede et par bogstaver til frokost, Ordet blev kød og tog bolig i blandt os! Det fantastiske ved Bibelen er at den på
utallige måder vidner om hvem Gud er. For mig er det vigtigste ved Bibelen at den fortæller, hvordan Gud blev helt menneske og som følge af sin afgrundsdybe,
kompromisløse kærlighed til hvert eneste menneske, blev korsfæstet og sejrede over døden. Men hvordan skal jeg så leve som homoseksuel kristen, når jeg
hverken kan bruge Bibelen som forsvar mod Guds dom over mit liv eller som absolut lovtekst over hvad jeg må og ikke må? For jeg tror bestemt heller ikke at: der da sådan set
ikke er noget der er rigtigt eller forkert, så længe vi bare alle sammen er åh så gode og flinke ved hinanden. Jesus var ikke værdirelativist, men han var bestemt
heller ikke lovkyniker. Loven er til for at tjene mennesket, ikke omvendt.
Da jeg traf valget om jeg også ville udleve mit liv som homoseksuel baserede det på min tro på at jeg er skabt af Gud, og villet af Gud. Jeg tror ikke på at Gud er en ond
gud, der skaber forskellighed for at pine det enkelte menneske. Gud har skabet menneskeheden med forskellighed, en glædens og overflødigenhedens palet! Menneskers seksualitet er
skabt med samme overflodsglæde som farvespillet i alle menneskeracerne. Jeg tror også på at Gud er en levende gud, der ikke bare sidder i sin fjerne himmel og hviler på
laurbærrene efter at have været et smut forbi vores jordklode fra år 0 til år 32. Hvis jeg lever i sandhed for Gud og mennesker, skal jeg nok få at mærke hvis
mit kærlighedsliv ikke er Gud velbehageligt. Gud sidder ikke og gnider sig i hænderne over hvis jeg smadrer mit liv og glæder sig til at vinke farvel til mig, i min deroute mod
helvede - sådan er Gud ikke! Gud griber ind i menneskers liv hvis de inviterer ham indenfor.
En anden ting, der også var afgørende i mit valg om at leve som homoseksuel, var min erfaring af at jeg visnede bort ved at fornægte mit kærlighedsliv. Jeg sad tilbage
med en følelse af at jeg ville spytte Gud i øjet hvis jeg rakte ham min seksualitet tilbage og sagde: "Det er ikke godt nok Gud, du har ikke skabt mig rigtigt!". For mig at se ville
ethvert forsøg på at forandre min seksualitet svarer til Michael Jackson, der drevet at et koldt skønhedsideal, har lagt al magt i at blive hvid. Jeg tror Gud
græder af sit skaberhjerte, når et smukt og unikt menneske, bliver beskåret og vandaliseret i den sande hudfarve eller seksualitets navn. Jeg ved godt hvordan det går med
den tjener, der i frygt for at forvalte den ene talent - den går jo så nemt tabt - graver den ned i jorden. Jeg må vove at leve mit kærlighedsliv!
Selvfølgelig er seksualiteten også underlagt syndefaldet, som alle andre aspekter af menneskelivet, også her kan selvkærligheden, grådigheden, løgnen og
smerten fortære alt stort, smukt og intimt.
Da jeg med tiden var faldet til ro med min seksualitet, både i forhold til min tro og rent følelsesmæssigt, fandt jeg efterhånden overskud til at springe ud over for
nogen af mine venner. Den allerførste jeg fortalte det til var lidt halvtvunget, hvad kan jeg sige; det kan være afslørende at sætte en af ens
civilingeniørstuderende venner foran ens computer. Han tog det ikke så pænt, og talte ikke rigtigt med mig i et halvt år efter, det var en hård bet. Efter det sagde
jeg det til et par veninder, de tog det super cool.
En aften skulle vi diskutere kirkelige vielser af homoseksuelle par i den KFUM og KFUK Unge Voksne gruppe, som jeg kommer i. På et tidspunkt i debatten blev jeg så træt af at
det hele tiden lå i luften at "men, der er jo ikke nogen af os der er homoseksuelle", så sagde jeg at sådan var det ikke for jeg kendte i hvert tilfælde en der var. De tog
det fantastisk! Det var, og er, en enorm støtte for mig at mine bedste, kristne, venner har støttet mig og været så åbensindede.
To år efter. Der var behageligt aftenstille i stuen, min mor var gået ud efter kaffen, inden i mig var der næsten helt sort. Jeg var så bange for bare koldt at komme til
at sige "jeg er bøsse!", det havde de ikke fortjent. Tanken om denne aften havde smertet mig gennem mange år, jeg vidste min forældre ville blive enormt kede af det - deres
kærlighed havde jeg aldrig tvivlet på. Min mor kom ind, jeg tog ordet. Hvor havde min mors søstre, til familiefesten tidligere på dagen, dog talt meget om jeg ikke snart
fandt en pige, nu var jeg jo 24 år. Jeg sagde at når eller hvis jeg engang tog én med hjem, så blev det altså ikke en pige. Min mor spurgte mig: "Hvad bliver det
så?", jeg tror hun ville høre mig sig det direkte. "Det bliver en anden ung mand", sagde jeg. De blev ved med at se på mig, tog mig i hånden, og sagde "Du er stadig vores
søn, vi elsker dig", de så ikke bort!
De spurgte om jeg allerede havde en kæreste, nej det havde jeg ikke, det var de glade for - de havde nok også rigeligt at tænke på for den aften. Jeg sagde at det ikke
skulle være nogen hemmelighed at jeg var bøsse, for jeg vidste hvor meget det smertede at fortie sandheden. De skulle bare spørge alt det de ville og tale med alle dem af
deres venner de havde lyst til. De første par dage lagde de op til at jeg ikke skulle leve min seksualitet ud, jeg godt forstå at de greb til de holdninger de havde på
forhånd. Det er svært at skifte holdninger og følelser på en nat, det tog mig over fem år.
"Jeg er stolt over dig, selv om jeg ikke forstår det"
Jeg har aldrig oplevet en så ubehagelig trykkende stemning i mit barndomshjem som den aften, smerten hang i luften. Mine forældre havde fået et pludseligt slag i det mentale
mellemgulv, pludselig så min fremtid meget anderledes ud, en fremtid de ikke havde ret mange billeder at sætte på.
Næste morgen, da min mor kom for at vække mig, satte hun sig bare på sengen overfor og græd, det var hårdt, de havde næsten ikke sovet. Vi talte. De
næste par weekender jeg var hjemme spurgte de løs, det var fantastisk - det jeg havde frygtet mest var tavsheden. I bilen på vej til toget da weekenden var slut sagde min far:
"Jeg er stolt over dig, selv om jeg ikke forstår det".
Mine bror på 22år og lillesøster på 20år tog det fantastisk, min bror udbrød: "Det ved jeg da godt", han havde nok luret hvad min vel puritanske tilgang til
kvinder skyldtes. Den eneste jeg havde været bange for hvad mit udspring ville betyde for var min lillebror på 12år. Ikke at jeg frygtede hans reaktion, han er en tænksom
og fornuftig lille herre, men jeg var så bange for at han skulle blive drillet med at jeg var bøsse i skolen. Han går på den samme lille landsbyskole med 100 elever, som
jeg også gik på i min barndom. Jeg besluttede at lade det være op til mine forældre hvornår han skulle have det at vide og hvordan. Efter et par uger fortalte de min
lillebror det, min mor tog op i skolen og talte med hans klasselærer. Så cool!
Mine forældre har været fantastisk åbne om tingenes tilstand og talt med deres venner om det, det tror jeg virkelig der har gjort meget godt for dem. Sandheden, både den
med stort og småt, sætter virkelig mennesker fri.
Selvom jeg ikke har skrevet om det, har der selvfølgelig også været meget modgang. Jeg tror at alle ved hvor mange tusinde gange man i al almindelighed hører ord som
bøsse, homse, svans og bøsserøv som skældsord. Jeg har også sat til bibeltimer, foredrag, prædikerne og læst bøger og artikler, hvor
homoseksuelle er blevet betegnet som syge, incestofre, perverse, pædofile eller mellem linierne sendt direkte i fortabelsen. Jeg har også prøvet at høre mig selv gentage
en masse af den forfærdelige retorik, som visse dele af kristeligheden fører mod homoseksuelle. Jeg har oplevet en taler på en bibelcamping derhjemme i Vestjylland blive
beskyldt for at være decideret ukristelig. Hans brøde var at han havde dristet sig til at tale for at man måtte forholde sig til at nogen af ens børn var homoseksuelle,
og at man måtte se virkeligheden med åbne øjne. Og ikke lade ens børns velfærd og liv lide under tre løsrevne bibelcitater. Jeg har prøvet under en
sjælesorgsamtale med en præst, jeg havde tillid til, hvor jeg øste ud af min smerte over ikke at kunne leve min kærlighed, at blive foreslået at få "vendt det
til noget godt".
Jeg tænker nogle gange på om folk tænker over hvor ondt ord kan gøre, og hvor mange af deres homoseksuelle medkristne, der blive knust under menneskeskabte
åg.
Jeg har oplevet hvordan det er at være et menneske der er Gudsvelsignet med et skønt, broget og, til tider, ganske udfordrende liv. Tænk at vi har en Gud og frelser, der blev
menneske, og kommer ind i vores skønne, brogede og udfordrende liv!
