En personlig historie om at springe ud og være den, man er

Af Jonas

Jeg er en ung fyr på 24 år, som er flyttet fra Hvide Sande i Vestjylland til Århus for at studere. Jeg er opvokset i et indremissionsk hjem, og det har givet mig en masse godt i bagagen, som jeg ikke vil bytte for noget som helst. 

Da jeg var omkring 19 år, blev jeg sikker på, at jeg var til fyre. Det var en bitter erkendelse at komme frem til, som for alt i verden skulle holdes hemmelig for familien og vennerne. Hvis de fandt ud af det, ville min verden simpelthen bryde sammen. 

Hemmeligheden blev for meget for mig

Nu var det så sådan, at det ikke var min verden, der brød sammen, men mig. At gå med så stor en hemmelighed, som fyldte så meget i mig, kunne jeg bare ikke. En aften tog jeg en kniv og skar mig i håndleddet. Jeg ønskede bare, at det hele ville ende. Jeg skænkede ikke min familie eller vennerne en tanke. Jeg tænkte ikke på, at det var dem, der ville stå tilbage bagefter. Set i bakspejlet var det på det tidspunkt, at depressionen startede. 

Så sprang jeg ud i cølibat

Jeg fortalte om min seksualitet til min storebror og svigerinde som de første. Jeg besøgte dem i København, og vi sad en aften og snakkede om det at få børn. Jeg sagde, at jeg nok aldrig ville få børn, selvom ønsket var stort. De spurgte hvorfor, og jeg fortalte skælvende, at jeg var homoseksuel. De tog det overraskende godt, og det gav mig mod til at sige det til resten af familien, som også tog det bedre, end jeg havde regnet med. Vennerne var også ubeskrivelig forstående. Jeg havde frygtet, at det ville blive akavet at være sammen med specielt mine drengevenner, men intet var ændret. Det vil jeg være dem evigt taknemmelig for. 

Da jeg sprang ud, var min holdning, at jeg skulle leve i cølibat. Det var jeg blevet opdraget til, at man skulle gøre i sådanne situationer. Det fungerede også fint i en periode, men så kom tankerne om at skulle leve alene resten af mit liv.

Smerten vendte tilbage

Jeg begyndte så småt at få det skidt igen - som jeg havde det, inden jeg sprang ud over for min familie. Jeg blev indelukket og kunne ikke finde ud af at være alene. Når jeg så var sammen med mine venner, ønskede jeg bare at de ville gå. Uanset hvad jeg gjorde, så ønskede jeg det modsatte. Smerten var så stor, at jeg overvejede selvmord igen. Jeg vidste, at det ikke var løsningen, men et eller andet måtte der ske.

Så en aften tog jeg en kniv og begyndte at skære mig i låret. Det gjorde ondt, og det betød, at jeg for en stund fjernede fokus fra den indre smerte til den ydre. Det var en behagelig følelse, så det blev jeg ved med. Der var dage, hvor jeg næsten ikke kunne gå på grund af smerterne, men det var bare godt. Så tænkte jeg nemlig ikke så meget på, hvordan jeg egentlig havde det. På et tidspunkt holdt de følelser så op, så det ikke fjernede fokus ved at skære. Det gjorde faktisk det hele meget værre. Da havde jeg skåret i lårene dagligt i næsten en måned, og det var på det tidspunkt blevet en tvangstanke. Så jeg kunne ikke stoppe, selvom jeg gerne ville.

Vejen ud af depressionen

Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling i halvanden måned, hvor jeg fik intensiv terapi. Tre uger efter jeg blev indlagt, holdt jeg op med at skære. Det var svært - faktisk noget af det sværeste, jeg har prøvet - men efter jeg holdt op, fik jeg det gradvist bedre. Jeg indså, at jeg blev nødt til at tage mit liv og min tro op til revurdering. Jeg kom frem til, at det at være praktiserende homoseksuel og kristen, godt kunne forene.

At springe ud for anden gang

Det resulterede så i, at jeg endnu en gang skulle springe ud foran familien. De var ikke glade for at høre min beslutning om, at jeg ikke ville leve mit liv alene og i cølibat. Det vidste jeg godt, de ikke ville være, så det har ført til nogle diskussioner siden hen, som vi aldrig kommer til enighed om. Det kan godt være svært, når familien ikke bifalder det, man gør - specielt når ens familie betyder alt for en. Jeg har verdens bedste familie, så det er nok derfor, det nogle gange kan gøre lidt ondt, at jeg ikke også kan dele alle de gode ting ved seksualiteten med dem. Men i forhold til mig som person, har intet ændret sig. "Du vil altid være den samme, uanset hvem du ender op med," siger de, og det kan jeg jo kun give dem ret i.

Nu, hvor jeg har været ude af skabet i nogle år og har fået det godt igen, bliver jeg mere og mere sikker på, at den beslutning jeg tog, var den rigtige. Gud er den samme, uanset hvem man er. Hans kærlighed og nåde er for alle, der bekender sig til ham. Og det er det, der holder mig oppe.