Hvem er jeg

Jeg hedder Karen Sandfær Lysholm og er født i 1977. Jeg bor i Århus Midtby, hvor jeg deler lejlighed med en veninde, katten Soffe og marsvinet Henning.

Jeg er uddannet ergoterapeut og fysiurgisk massør. Jeg arbejder på Diakonhøjskolen i Århus som musiklærer og med rengøringsområdet.

Jeg kommer i Gellerup Kirke i Århus, som er en farverig folkekirke på alle måder.

Min historie

Lynet slog ned midt i en psykologitime i gymnasiet. Det ramte mig, og mine øjne så ting, som de aldrig havde lagt mærke til før. Pludselig så jeg, at pigen på rækken foran var smuk. Noget ved hendes ryg og nakke rørte noget i mig. Noget i mig blev tændt, som jeg i mange år derefter forsøgte at slukke.

Der var møde på fodboldbanen i folkeskolen. Søren havde kaldt sammen. Han synes, det var noget rod, at de alting kom til at sige ”gå i ham”, ”spil ham” osv., når jeg nu var en pige. Jeg stod der med mine store briller og ranglede ben og følte mig lidt til besvær. Drengene nåede en konklusion. Jeg måtte have et drengenavn. Derefter hed jeg Dan på fodboldbanen.

I min barndom følte jeg mig anderledes end mine jævnaldrende. Jeg var en drenget pige og var aldrig rigtig med i hverken drenge- eller pigegruppen. På efterskole blomstrede jeg op, fik mange gode venner og var en som ”gik foran”. I 8. klasse havde jeg min første forelskelse i en pige uden dog overhovedet at være bevidst om, at det var den slags følelser, der var på spil.

Jeg voksede op i et godt og trygt hjem med to yngre søskende og forældre, som gav mig en god ballast til livet. Gud eksisterede som en selvfølgelighed i mit hjem og min lille verden. Der blev sunget en takkesang før maden og et salmevers og bedt fadervor, inden jeg skulle sove. Vi gik ofte i kirke, og mig og mine søskende kom i en kristen børneklub. Ellers talte vi ikke meget om tro. Gud var der bare, og der var aldrig tvivl om, at han ville mig noget godt.

Mine forældre er på ingen måde Indre Missionske, men da jeg kom i gymnasiet begyndte jeg at komme i Kristeligt Forbund for Studerende. Her fik jeg nogle gode venner, som sang i kor i Indre Mission. Som musikinteresseret startede jeg i koret, og snart ville jeg også gerne komme i Indre Mission sammen med mine venner. Her mødte jeg en anden slags kristendom. Der blev talt mere om rigtigt og forkert, synd og tilgivelse, og det var en mere inderlig kristendom, end jeg hidtil havde mødt. Det passede en følsom teenager, som søgte efter svar i livet og identitet, godt, at blive del af et stærkt fællesskab, hvor vi var enige om svarene på livets store spørgsmål. Jeg kom sideløbende i andre, mere liberale, kristne sammenhænge, men blev absolut mest præget af min gang i Indre Mission.

Efter gymnasiet tog jeg på Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningsuddannelse. I forbindelse med opholdet holdt jeg religionstimer på gymnasier. Her har jeg stået og sagt, at udlevet homoseksualitet er en synd, mens følelserne for piger blev sværere og sværere at ignorere.

Jeg brændte på et tidspunkt alle sider i min dagbog, som omhandlede piger. Ingen måtte opdage denne syndige side af mig, og nu ville jeg afslutte de følelser en gang for alle.

Jeg flyttede til Århus og begyndte på Ergoterapeutstudiet. Jeg var meget engageret og aktiv i Indre Mission, og min tro fyldte meget i mit liv. Til min store frustration blev jeg meget forelsket i en på mit studie og var det faktisk mere eller mindre uddannelsen igennem. Det fyldte mere og mere og var umuligt at ignorere. Men jeg håbede og regnede stadig med, at følelserne for piger ville forsvinde af sig selv. Jeg havde et par kortvarige forhold til drenge, men (heldigvis) var sex jo bandlyst før ægteskab. Jeg var emotionelt tiltrukket af disse drenge men ikke fysisk, desuden var der en hel anden energi og lidenskab i mine følelser for piger.

Jeg var meget betaget af en pige fra et andet semester. Jeg tjekkede hendes skema hver morgen og regnede ud, hvor jeg typisk ville kunne møde hende, men det var ærlig talt med lidt slunkent resultat. Jeg fandt ud af, at hun var med i arbejdet med at starte en afdeling for studerende under vores fagforening. En oplagt chance for at se hende mere. Sådan blev jeg engageret i fagpolitik.

Dine synder er tilgivet

På et tidspunkt gik jeg til skriftemål og bekendte mine synder for en præst i folkekirken og fik Guds tilgivelse. Jeg håbede, at dette kunne blive en ny start uden følelser for piger. Håbede Gud ville befri mig for disse, for ham og mig selv, uønskede følelser.

Jeg bøjede mig ned foran alteret. Stemningen var højtidelig. Alt fortalte mig, at dette var et afgørende øjeblik. Jeg læste den bøn, som jeg havde skrevet på forhånd, og præsten lagde en hånd på mit hoved og sagde, at mine synder var tilgivet. Uden for kirken drejede jeg hovedet efter en pige med en fantastisk udstråling. Hun var usandsynlig smuk.

Sådan lægger man mascara

I efteråret 2001 kunne jeg ikke længere bortforklare og forsøge at benægte mine følelser for piger. Jeg så kun to muligheder cølibat eller, at jeg kom fri at mine homoseksuelle følelser. Jeg havde ikke lyst til at leve mit liv hverken i evig kamp eller alene. Det føltes som et valg mellem min tro og mig selv. Jeg måtte prøve at blive heteroseksuel.

Jeg tog til en konference, som AGAPE afholdt. Her talte en amerikansk kvinde stærkt om, hvordan hun via terapi og Guds hjælp var blevet helbredt for hendes homoseksualitet. Jeg opsøgte derfor BASIS (Agapes afdeling for homoseksuelle), og personen, som jeg talte med, mente jeg havde en usikker kønsidentitet og kunne ”helbredes” via samtaler. Jeg var fyldt med håb.

Jeg startede til, hvad de kaldte samtaler, med to personer fra Basis. Jeg vil dog kalde det terapi, da man ”roder i” folks kønsidentitet, seksualitet og barndom, altså meget essentielle temaer. De mente ikke, at det var et seksuelt problem, men et følelsesmæssigt. De mente, at homoseksualitet skyldes et dårligt forhold til nøglepersonen i ens liv, altså min mor. Det gav bare ikke rigtig nogen mening i mit tilfælde og blev noget søgt. Jeg oplevede ikke nogen sammenhæng mellem mit forhold til min mor og mine følelser for piger. De var meget mere end længsel efter en kvindes opmærksomhed. Jeg skulle også dyrke mine feminine sider og var ude og købe mere feminint tøj og lærte at lægge makeup! Det flyttede mig (naturligvis) heller ingen steder. Jeg havde det svært! Mine følelser for piger fyldte stadig mere og mere, og jeg var fyldt med selvforagt. Jeg slog konstant mig selv oven i hovedet, havde mange skyldfølelser og følte mig som et dårligt menneske og en dårlig kristen. At jeg var helt forkert og hele tiden faldt i synd. Selvom jeg selv havde valgt samtalerne og var motiveret for forandring, kom det alligevel til at føles som et overgreb. Jeg følte desuden, at de havde Gud på deres side, da han jo mente, at det var en synd, og så sad jeg der alene og var bare forvirret og ulykkelig. Jeg forstod ikke, at følelserne for piger blev ved med at være der og med samme styrke. Jeg blev faktisk mere og mere overbevidst om, at jeg var lesbisk, og det var noget jeg VAR - ikke noget jeg kunne vælge til eller fra. Men ville Gud dog ikke, at jeg blev rask? Jeg begyndte at miste min tillid til ham og blev mere og mere mismodig.

Hver eneste dag var fyldt kamp for lydighed mod Gud og foragt for mig selv, når det ikke lykkedes. Det var opslidende og fyldte næsten alt i mine tanker. Jeg fik det efterhånden dårligt psykisk, og til sidst fik en god veninde mig til at tale med mine forældre, så jeg kunne få deres støtte. Mine forældre tog det helt fantastisk. Den afvisning og skuffelse fra deres side, som jeg havde været så bange for, viste sig at være helt ubegrundet. De mente ikke, at det var en synd og mente, at jeg skulle ”stille Bibelen bagerst på hylden” en tid og ikke mindst stoppe med samtalerne hos Basis.

Jeg stoppede med samtalerne, men følte min verden var væltet og fundamentet væk. At jeg var efterladt i et tomrum af angst. At jeg havde været igennem et selvmord af den langsomme slags. Jeg følte mig meget ensom med mine tanker og havde det meget dårligt.

En proces begynder

Min veninde satte mig i kontakt med en kristen bøsse, som levede med en mand. Han spurgte mig ”Er det Gud eller mennesker, som mener, at det er en synd”. Det satte gang i mine tanker. Var der en chance for, at Gud ikke mente, at det var en synd? Den kristne bøsse gav mig kontakt med et kristent lesbisk par. Dette blev det store vendepunkt.

En ny verden begyndte at åbne sig nu, hvor jeg begyndte at overveje, om der kunne være en lille mulighed for, at Gud sagde noget andet om homoseksualitet, end jeg havde lært og troet. Det blev til mange og lange samtaler med det lesbiske par, hvoraf den ene er teolog, og intensiv læsning af artikler og bøger, som behandlede emnet rent teologisk. Det blev en meget meget lang proces, hvor jeg svingede mellem håb og fortvivlelse, selvfordømmelse og en begyndende accept af mig selv.

Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig

Jeg opsøgte en præst, som ikke mente, at det var en synd at leve som homoseksuel. Hun sagde noget, som betød meget for mig, nemlig, at jeg var som Jacob, som siger til Gud i en brydekamp: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Sådan kæmper du med Gud, sagde hun.

Det vil fylde for meget at behandle hele den teologiske side af sagen her, men jeg nåede efterhånden frem til, at Gud ikke fordømte mig. Jeg blev forelsket i en kristen pige, som jeg fik kontakt med (gennem Basis faktisk). Vi kom til at danne par gennem 3½ år og kæmpe kampene sammen i forhold til brud med Indre Mission, hvor vi ikke længere følte os hjemme. Det var umuligt at holde ud at være i en forening, hvor jeg blev dømt til at være en synder og gå fortabt. Ofte vendte tvivlen tilbage, om det nu også var okay at leve som lesbisk, men altid fandt jeg igen fred i, at det var det.

Langsomt faldt jeg til ro i min nye identitet som lesbisk, og et nyt syn på Bibelen blev integreret. Jeg kom i KFUM og KFUK, hvor jeg følte mig rummet og godt tilpas. Min tro havde nu Jesus og hans tilgivelse som udgangspunkt og omdrejningspunkt, og det gik op for mig, at, ethvert bud må hente sin berettigelse i næstekærlighedsbudet.

Kristen OG Homo

Jeg har de sidste tre år kommet meget i det lesbiske miljø i Århus, og er der blevet grundfæstet i min identitet som lesbisk. Samtidig har jeg holdt fast i min tro og tog bl.a. initiativ til Kristen og Homo som et alternativ til Basis sammen med en kristen bøsse. Jeg kommer i dag udelukkende i folkekirken og finder her meget glæde og fred i min tro. Omsider er tro og seksualitet blevet forenet i mit liv og lever i fred sammen.