Vores navn

Homo = menneske På nudansk betyder homo en homoseksuel person. Nogle bruger det som et ondskabsfuldt øgenavn. Der findes mennesker, som synes, at homo er det grimmeste ord, de kan råbe efter folk, de ikke kan lide. Heldigvis er der også mange, som fuldstændig uden negative undertoner bruger ordet som en kort og præcis beskrivelse af en bestemt seksuel orientering, nemlig den homoseksuelle.
Synet på homoseksualitet har ændret sig enormt meget. Her er to små eksempler fra fortiden, hvor realiteterne for homoseksuelle så noget anderledes ud, end de gør i dag: I en klassisk fremmedordbog fra 1920'erne står der under opslaget Homosexualitet: "abnorm kønslig Tilbøjelighed mellem Personer af samme Køn", og en homosexuel er en, som "lider af Homosexualitet". I et stort, professionelt leksikon fra omkring 1900 står der slet intet om homoseksualitet!
Spoler vi endnu længere tilbage, nogle årtusinder tilbage, finder vi de gamle grækere, Platon, Pythagoras og alle dem. De talte græsk, og på græsk betyder homo "ens" eller "samme". Man har siden de gamle grækeres tid brugt deres sprog til at lave alle mulige nye ord: noget der lyder ens er homofont, ensartede ting er homogene, ord der udtales ens er homonyme, dyr med samme kropstemperatur hele tiden er homoterme osv. osv.

Kristen og Homo Kristen og Homo er også en sammenkobling af to ord. Alle ved sådan cirka, hvad kristen betyder, og hvad homo betyder, men det er ikke alle, der uden videre sætter de to ord sammen. I netværket Kristen og Homo giver det mening at koble de to ord sammen: vi er kristne og samtidig homoseksuelle. Mange i kristendommens knap 2000-årige historie har ment, at det var umuligt. Mange mener stadig at kristen og homo er uforenelige størrelser, og at det må være enten-eller.
Den gang Kristus, Guds søn, gik rundt som et almindeligt menneske herskede romerne over kæmpe områder af verden. Det romerske sprog hed ikke romersk, men latin. På latin betyder homo menneske. På en måde betyder netværkets navn kristen - og menneske. Er det ikke det, vi alle er, både homoseksuelle og heteroseksuelle - mennesker? Det herlige ved ordet menneske er, at det er fælles for alle uanset sprog, køn, race og seksuel orientering.
I virkeligheden består Kristen og Homo bare af mennesker. til toppen