tjek os ud

forsiden vores navn værdigrundlag spørgsmål og svar galleri kontakt

nogle af os

helene nikolaj peter jeppe

extra stuff

artikler

det sker

6-7.11.2010 Weekend i København - program følger

Nikolaj Klintebjerg Amby

Hvem er jeg Jeg hedder Nikolaj Klintebjerg Amby. Læser medicin på 3. år på Aarhus Universitet. Praktiserende homoseksuel, Kristen, aktiv i KFUM og KFUK og opdraget i et indremissionsk hjem. nikolaj@kristenoghomo.dk

Min historie De fleste mener, at de har haft den bedst tænkelige barndom, dette mener jeg også. Jeg kan under ingen omstændigheder komme i tanke om noget, jeg ville bytte med nogen anden.
Jeg har aldrig følt mig anderledes i forhold til mine kammerater og andre børn. I min barndom gik jeg i skole, kom fast i kristne sammenhænge, havde en aktiv fritid med fodbold, badminton, klaver og hestesport, aktiviteter som enhver anden. Nogle vil ved generaliseringer mene, at klaverspil og hestesport er for tøsedrenge, sådan har jeg aldrig opfattet det, og det faldt meget naturligt eftersom mine forældre ejede et hestestutteri og der var et klaver i mit hjem.
I 9. klasse kom jeg på kristen efterskole, Sommersted Ungdomsskole, som er præget af religiøse, konservative rammer. Som ungt menneske er der mange ting der skal afprøves, og hormonerne spiller i netop disse år et pus. Det problematiske heri i kristne sammenhænge er, at sex ofte opfattes som tabu, hvilket jo er paradoksalt, når seksualdriften er så fremtrædende hos unge, ja vel i virkeligheden hos alle mennesker.
Uagtet de strikse rammer på efterskolen, var jeg sammen med den første fyr netop der. Dette var yderst grænseoverskridende i forhold til alle mine personlige idealer, som jeg troede på og var opvokset med. På dette tidspunkt forestillede jeg mig på ingen måde, at mit liv skulle tage sig ud, som det rent faktisk gør i dag. På den tid foreskrev alle ungdomsblade og bøger, som jeg læste, at det var naturligt at eksperimentere og prøve grænser af. Derfor ventede jeg tålmodigt på, at følelserne for fyre skulle forsvinde igen. Følelserne forsvandt dog aldrig, og uanset hvor meget jeg forsøgte, så blev jeg aldrig rigtig forelsket i eller fysisk tiltrukket af det modsatte køn.
Tiden på efterskolen var en brydningstid. Og ubevidst voksede min homoseksuelle identitet, jeg var nok lidt mere feminin end de øvrige drenge, og ikke mindst mine interesser lå langt fra deres. De koncentrerede sig groft sagt om traktorer og DM i pløjning, mens jeg var pigernes ven og hengav mig til hestesport. Dette til trods, så fulgte en rum tid, hvor jeg ikke dyrkede min seksualitet og interessen for mit eget køn. Dels fordi, jeg var utrolig bange for, hvordan omverdenen, venner og familie ville reagere, og dels kunne jeg ikke finde ud af, om det var forligeligt med den Gud, jeg troede og tror på. Jeg var aktiv i IMU, Indre Missions Ungdom, og foreningslivet fyldte en stor del af min fritid. På et tidspunkt kunne jeg ikke længere forholde mig til foreningslivet i IMU, som jeg syntes var præget af dobbeltmoral og selvhøjtidelighed. Og i stedet for at stagnere og gå i mod mine egne intuitioner, tog jeg tyren ved hornene og forlod IMU, hvilket var et stort skridt, jeg er trods alt opvokset i et Indre Missionsk miljø og har slået mine folder der siden barns ben. Jeg valgte det hele fra og begyndte at tage i byen med vennerne og levede det vilde liv, uden et hæmmende overjeg. Jeg vendte dermed ikke ryggen til Gud, fandt Ham blot ikke i foreningen, men i mit stille sind.

Som årene gik styrkedes min identitet som homoseksuel, som øgedes proportionelt med, at jeg efterhånden fortalte venner, store dele af familien og mine dejlige søskende, at jeg var homoseksuel. Det var en positiv cirkel, for mærkeligt var det, at de fleste tog det så pænt. Det var utrolig dejligt at erfare, at virkeligheden sommetider er mindre ond, end man render rundt og forestiller sig. Tror det hænger nøje sammen med, at folk efterhånden er blevet immune overfor sådanne ting. Skilsmisser og homoseksualitet forekommer i dag hos alle grupper af mennesker, også i Indre Mission.
Jeg håbede at kunne leve som skjult homoseksuel, men virkeligheden var besværlig. Det blev meget kompliceret at hemmeligholde min hverdag for venner og familie, og det klassiske spørgsmål om hvorfor jeg ikke havde en kæreste, provokerede mig til sidst så meget, at jeg ikke så anden udvej end at tage skridtet og bekendtgøre min seksualitet for venner og søskende.
I en alder af 20 år sprang jeg således ud for mine forældre. De var de absolut sidste, som ikke vidste noget, og at fortælle mine forældre, som jeg elsker og nærer så stor respekt for, at jeg var homoseksuel, er det sværeste jeg nogensinde har gjort. Jeg vidste på forhånd, at nyheden om deres homoseksuelle søn ville gøre dem ulykkelige og frustrerede. Mine forældre synes det er forkert at leve som homoseksuel, de forstår det ikke helt og vil til det sidste håbe, at det bliver anderledes.
Det var meget tyngende for mig, at vide, at den uundgåelige konfrontation ville gøre dem så ondt, det sidste man ønsker, er at se sine forældre lide. De lider ved tanken, at jeg er praktiserende homoseksuel og frygter for mig, den tid, som kommer efter jordelivet.

Det glædelige og virkelig livsbekræftende har efterfølgende været, at mine forældre sagde; "uanset hvad vores børn gør - så elsker vi dem stadigt ubetinget". Det betyder alt, at få sådan en besked, og i dag, har alle parter bearbejdet det, og vi kan tale om alt, selvom de stadig er kede af, hvordan verden nu engang hænger sammen. Det vigtigste for os er blot, at vi respekterer hinanden, som mennesker, om end vi bestemt ikke er helt enige i samtlige forhold i tilværelsen.

Mit liv i dag Jeg bor sammen med min dejlige kæreste, René. Vi lever sammen, som ethvert andet par, med op- og nedture, som ganske almindelige mennesker. Jeg tror ikke i det store hele, at der er den store forskel på vores og et heteroseksuelt parforhold. Det skulle da lige være, hvis jeg et kort øjeblik må generalisere, at vores mønster ikke er kønsopdelt, som det nogle gange ses i heteroseksuelle forhold. I dag, som altid, så betyder min familie og venner umådelig meget for mig. Hos dem søger jeg trøst og opmuntring, og det skønneste af alt, er, at jeg mødes med åbne arme.
Jeg forlod foreningslivet for at finde mig selv, nu definerer jeg mig fuldt ud som homoseksuel og har fundet tilbage til foreningslivet, for der, at mødes med andre unge kristne. Jeg kommer fast i KFUM og KFUK, og betragter dette sted som mit forum, hvor alle er velkomne, og hvor troen på Gud er fælles. Kirken som institution og menighed fylder også meget i mit liv. Jeg ved, at uanset hvordan jeg end lever mit liv, så er det vigtigste, at Jesus blev født i Betlehem, levede, at han døde på Golgata og opstod, også for min skyld. Dette hører jeg i kirken, når Guds Ord lyder til mig, som til alle andre. Derfor gør det mig oprigtigt ked af det, når mennesker omkring mig fravælger Gud på grund af deres seksualitet, fordi de ikke føler sig velkomne i visse kristne fællesskaber. At mennesker opgiver troen, fordi de ikke føler sig som en del af det kristne fællesskab, og så helt vender ryggen til Gud, kan på ingen måde være i nogens interesse. I foreningen, kirken, menigheden bekræftes jeg i min tro, der hører jeg Guds Ord, som blev sendt til trøst og lindring, ikke kun til nogle, men til alle, som tror.

Bibelsyn og homoseksualitet Der er mange aspekter, man er nødt til at sammenholde, når man skal anskue bibelen kontra homoseksualitet. I Det Gamle Testamente benævnes homoseksualitet 3-4 steder som urent, det vil sige syndigt. Bl.a. i 3. Mosebog, hvor renhedsregler omhandlende håndtering og indtagelse af føde, omgåelse af døde, og retningslinier for hvem mand og kvinde må sove med etc. opremses. Dét kan jeg ikke forholde mig til, ligesom ikke mange her i landet kan det, og disse renhedsidealer ser jeg på ingen måde, som Guds ord i dag i min kontekst.
Det Nye Testamente nævner 3-4 steder. Paulus skriver blandt andet til menigheder, hvor han besvarer menighederne nogle spørgsmål, som de på en eller anden måde har stillet ham, men vi kender ikke de konkrete spørgsmål, og må formode at Paulus' svar har været respons på direkte, konkrete problemer i menighederne, det vil sige, svarene er givet i en komplet forskellig kontekst, til et samfund, der på utallige måder var anderledes end vores.
Jeg tilstår gerne, at Paulus er en utrolig vis mand, med mange fantastiske pointer. Han mener mange ting, og har som en af de første sande Jesu efterfølgere skullet besvare et hav af spørgsmål til menighederne. Man må holde sig for øje, at menighederne ikke havde en bibel at slå op i, kunne ikke henvende sig til sognepræsten, for de var selve de første menigheder og havde hverken tradition eller tekst at bygge livet på, alene Paulus' vidnesbyrd kunne de forholde sig til. Derfor mener jeg, at man skal være varsom med, at overføre Paulus' svar på konkrete problemer i menighederne til vores samfund og tid, der må være en mellemvej, en religiøs tydning bag om selve ordene, et budskab, som taler til os i dag.
Derfor er det med udgangspunkt i mit bibelsyn ikke nogen overraskelse, når jeg bedyrer, at ægteskabet er et menneskeskabt fænomen. Det er ikke et sakramente som dåb og nadver, og ægteskabsindgåelsen kunne for min del ligeså gerne henlægges til rådhuset i alle tilfælde, frem for at det kun er påtvunget homoseksuelle, når de vil indgå ægteskab. Markeringsritualet, som i dag bruges ved homoseksuelle vielser i kirken, kunne derfor med største naturlighed anvendes ved alle bryllupper, såvel hetero som homoseksuelle par, da bliver alle lige, også overfor mennesker, og ikke kun overfor Gud.
I det hele taget er diskussionen om homoseksuelle vielser i folkekirken en sag, som på mange måder irriterer mig. Der synes at være en tendens til, at den frihedskamp, som homoseksuelle i årtier har kæmpet for lige værd og accept i verdslig regi, nu er rykket ind i kirken, hvor den efter min mening ikke hører til.

Af Nåde frelses vi, Nåden kommer fra Gud. Alle er vi udstyret med nådegaver fra den samme ånd. Kærligheden kommer fra Gud ved troen, kærligheden overvinder alt, står over tro og håb. Kærligheden kommer fra Gud, når mennesket møder Gud i tro. Dét kan jeg forhold mig til, og dét svar finder vi i evangelierne, når vi lader teksten tale i vores kontekst.

Som mine forældre sagde til mig, da jeg sprang ud; "uanset hvad vores børn gør - så elsker vi dem stadigt ubetinget", sådan er det mit håb, at også min himmelske Fader og Jesus med Ham, vil sige det. Det er dette jeg baserer og lever mit liv på. Et liv uden Gud ville være tomt for mig. Det er hos Gud jeg finder styrke, tryghed, kærlighed og frem for alt, hos Ham jeg tør være svag og får tilgivelse.