Den dag, min mand og jeg blev gift

Af Peter Harring Boll

Lars og Peter (bagerst)

Lars og Peter (bagerst)

Den 28. juni 2003 blev min mand og jeg gift. Ja, sådan kalder vi det, selvom det vel officielt hedder, at vi indgik registreret partnerskab med efterfølgende kirkelig velsignelse. Men vi tænker tilbage på dagen som vores bryllupsdag. Nedenstående er et forsøg på at samle de tanker, der opstod før, under og efter sådan en dag. En del af det får ekstra aktualitet i en homo-kristen sammenhæng.

Hvorfor overhovedet velsignes?

Først og fremmest betragter vi vores liv sammen som noget stort og vigtigt, og vi ønsker at det skal fortsætte med at være det igennem livet. Vores kirkelige baggrund er forskellig: Den ene er opvokset og opdraget i kristne sammenhænge siden han som 5-årig blev meldt ind i søndagsskolen. Den anden har først som ungt menneske søgt eftertænksomheden og roen i gudstjenesten. Men fælles for os er troen på noget, der er større end os selv, noget vi kalder Gud, og som vi genkender i kristendommens forkyndelse.

Hvis denne Gud overhovedet har noget at gøre med vores konkrete liv, så må det være udtryk for hans godhed og kærlighed, at vi har mødt hinanden, og så er vores kærlighed til hinanden et genspejl af hans kærlighed. For når jeg oplever min mands varme smil, hans kærlige støtte og opmuntring, så får jeg mod til selv at være mig selv og lyst til selv at være givende og kærlig, sådan som Gud ønsker det.

På den baggrund var det naturligt for os at tænke en kirkelig velsignelse med, da vi planlagde vores registrering og bryllupsfest. Vi ønskede at stå frem for Gud og mennesker med vores kærlighed, og vi ønskede at høre, at Gud vil være med os alle dage.

Jeg ved godt, at her må mange konservative kristne stå af. Nogen vil måske nok acceptere homoseksualitet som en realitet, og nogen vil måske endda mene, at hvis det nu ikke kan være anderledes, så kan man i det mindste leve diskret med sit parforhold uden at gøre noget væsen ud af det (sådan tænkte jeg selv for år tilbage). Men jeg er overbevist om, at det vi har gjort er med til at styrke os hver især som mennesker, så vi "får mod til at gøre som Gud vil" i alle livets øvrige forhold. Kort sagt mener jeg, at jeg er nærmere den givende person, som Gud ønsker, jeg skal være, end hvis jeg igennem et helt voksenliv skulle forsøge at undertrykke mine følelser og leve i ensomhed eller i det skjulte.

På rådhuset og i kirken

Ingen af os har selv deltaget i et "homo-bryllup", så vi følte lidt, at vi skulle opfinde det hele forfra. En stor udfordring men samtidig noget, der hjalp os til at gøre dagen til vores egen. Netop det todelte ritual - det at vi både skulle på rådhuset og i kirken - hjalp os til at gøre første del af dagen til en rigtig god oplevelse. Selvom vi oprindeligt havde en vild tanke om, at den borgerlige registrering skulle foregå i våbenhuset, som vi havde hørt om det fra København, så endte vi med at være godt tilfredse med, at det ikke kunne lade sig gøre. (Og i øvrigt er dette "uvæsen" også senere blevet stoppet af Københavns biskop!)

Til vores held sad daværende rektor for Kaospiloterne, Uffe Elbæk, i Århus byråd på det tidspunkt. Han er selv homoseksuel og tilsyneladende en meget rar mand, så vi tillod os at maile direkte til ham om vores planer om at indgå registreret partnerskab. Vi havde et ønske om at ceremonien på rådhuset også skulle have betydning og vægt og ikke bare overstås på 2 minutter, som det nogen gange sker på Århus Rådhus, og her var Uffe en stor hjælp. Han understregede, at vi skulle sørge for at være det sidste par den dag, for så rådede vi nemlig selv over tiden. På den måde nåede vi at synge et par sange med guitar-akkompagnement sammen med de familiemedlemmer og nære venner, der deltog, og Uffe holdt en lille tale og gav os tid til både at kysse og give hinanden ringe på. Som han også nævnte, blev denne lille seance Århus bys - altså det verdslige samfund, som vi gerne vil være en del af - anerkendelse af os som par.

Efter turen på rådhuset fulgte en rigtig hyggelig og uformel reception hjemme i haven, hvor flere venner dukkede op. Og efter et par timer bevægede vi os alle sammen ned gennem byen til domkirken, hvor velsignelsen skulle finde sted.

Iben Munkgaard Davids, som skulle forestå velsignelsen, havde besøgt os to gange forud, og vi havde snakket det hele grundigt igennem. Oprindeligt havde jeg et meget beskedent ønske om, at hvis bare vi blev nævnt i en bøn i løbet af gudstjenesten, så ville det være nok velsignelse for mig. Jeg ville ikke være kilde til forargelse eller sorg hos de familiemedlemmer, der i forvejen havde det lidt svært med, at vores forhold skulle velsignes i en rigtig kirke. Men igen blev min idé om, hvordan det skulle være heldigvis hurtigt glemt, da Iben fandt et forslag til ritual frem, som både indeholdt knælen ved alteret og håndspålæggelse under bøn. Det eneste, der ikke var med, var "ja'et" - og det havde vi jo allerede givet hinanden på rådhuset. Bagefter synes jeg, det var den helt rigtig måde, og jeg har ingen savn eller ønsker om, at tingene absolut skulle have foregået, som om vi var et hetero-par. 

Hånd i hånd

Det var en dejlig oplevelse at sidde i Guds hus omgivet af dem, man holder af. Befriende at være så meget i centrum efter at have levet med sin "homo-hemmelighed" i flere år. Her var der ingen fordømmelse, medlidenhed eller skuffelse at spore - kun varme og støtte. I øvrigt var der ingen diskrimination at spore hos kirkens personale.

Vi havde valgt at sidde i kirken fra begyndelsen af - ingen "brude-indmarch" her. Det var ikke et optrin eller en fremvisning men en gudstjeneste. Men da postludiet efter gudstjenesten satte i gang, var det alligevel naturligt, at vi skulle gå først ud - den lange vej ned gennem domkirken - mens alles øjne var rettet mod os. Efter et par sekunders "bevidstløs" gang, tænkte jeg pludselig, at det da var underligt, at vi bare gik ud sådan lidt tilfældigt hver for sig, så jeg greb min mands hånd - noget som kun ganske få af de næsten 100 mennesker havde set før - og så gik vi sammen den lange vej. Bagefter sagde min kusine, at det nærmest var en slags sejrsgang. Og ja: Vi havde vundet hinanden, men også overvundet egne og andres bekymringer, fordomme og forbehold overfor denne dag og overfor vores samliv!

Den efterfølgende fest var nok ikke så forskellig fra en hetero-bryllupsfest, hvilket i sig selv havde givet os mange overvejelser. Vi endte med at frabede os riskastning - et frugtbarhedsritual ville ligesom ikke være aktuelt - og brudevals og "banken-på-tallerknerne" blev det heller ikke til. Det ville simpelthen være så uvant for os at fremvise vores fysiske kærlighed med kys og pardans i offentligheden, at vi ikke nødvendigvis ville have det rart med det. Og det skulle jo først og fremmest være vores fest. Til gengæld var der masser af underholdning, taler og sange fra venner og familie. Det blev en fantastisk afslutning på en fantastisk dag omgivet af mennesker vi holder af og som holder af os, og det blev kulminationen på lang tids planlægning, overvejelser og praktiske forberedelser.

Vi fik den dag, vi havde ønsket os!