Peter Baaer
Hvem er jeg
Jeg hedder Peter og er 26 år gammel, bor i Århus, uddannet lærer, kristen og homoseksuel.
I mødet med andre mennesker spejler man sig mere eller mindre bevidst i dem. Jeg har valgt at fortælle min historie her i håbet om, at bare en enkelt eller to vil kunne se sig
selv i noget af den historie, som er en del af mig og har været med til at forme mig til det menneske, jeg er i dag.
Den med papegøjen
Min historie begynder på sin vis, allerede før jeg kom til verden. Min far var gift og havde tre børn og en papegøje. Boede i et boligkompleks med naboer som så
mange andre. Men en sømand har jo en pige i hver en havn, og min far var skam ingen undtagelse jo, han havde måske mere end én i hver havn.
En aften i en alder af 41 år løb han tør for fuglefrø til "Gogge" og gik ind til naboen for at låne nogle fuglefrø. 9 måneder efter kom Peter her
så til verden. Min fars kone var ikke tilfreds og smed ham ud. Da han så manglede et sted at bo, var det meget oplagt at flytte ind på den anden side af opgangen.
Jesus var åbenbart ikke et hit
Da jeg var ca. 8 år gammel kom jeg i kontakt med en børneklub, hvor jeg kom troligt hver tirsdag eftermiddag. Jeg kom på en lejr, hvor jeg skulle have en Bibel med. Det var
ikke noget man sådan brugte i min familie. Ikke engang juleaften gik man i kirke, så den eneste Bibel, der var i hjemmet, var min mormors gamle fra 1950.
Jeg vendte hjem fra lejr mere glad, end jeg var taget af sted, for jeg havde sagt "ja" til Jesus, som det hed, og havde tilmeldt mig et brevkursus for børn, hvor jeg kunne lære
Biblen at kende. Min far var ikke helt så tilfreds, som jeg var, og mente ikke, at det var godt, men derimod hjernevask og fanatisk (et ord jeg skulle komme til at høre mange
år efter). Han afmeldte brevkurset, konfiskerede min Bibel, fritog mig fra kristendomsundervisning og sendte mig til anden by, hvor jeg skulle bo hos min storesøster.
"Fanget" i en skov med en flok skræmmende kristne
10 år senere skulle jeg atter komme i forbindelse med Jesus. Jeg mødte en søndag assistenten fra børneklubben. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og hun inviterede mig
med sin kirke på lejr den efterfølgende weekend. Da jeg ikke skulle noget alligevel og lige var flyttet hjemmefra i en alder af 16 år, fordi konflikterne med familien blev for
store, kunne jeg ligeså godt tage med. Det var i en skov langt væk fra hjembyen. Jeg var skræmt fra vid og sans, men kunne intet stille op. Det eneste relativt fornuftige
menneske i den skov var kirkens nyansatte ungdomspræst, som jeg efterfølgende skulle få et helt særligt venskab med.
Så blev der leget "far, mor og børn"
Jeg begyndte at dukke op til ungdomsmøderne i kirken, men var ikke en kristen. Dog nød jeg fællesskabet.
Jeg fik en kæreste, som var 10 år ældre end mig og som havde 3 børn. Jeg flyttede mere eller mindre ind, men måtte en morgen erkende, at dette ikke var livet, og
der måtte være noget mere. Jeg valgte at flytte fra hende igen efter nogle måneder. Udslaget hertil var, at jeg havde brug for at tænke mig om, og meget belejligt
inviterede ungdomspræsten mig med på skiferie i Sverige i en lille by, hvor hans far var præst. Jeg kunne bo i kirken og have noget tid for mig selv. Af mangel på bedre
begyndte jeg at læse i Biblen. Jeg tænkte ved mig selv, at dette måtte være det rigtige og valgte igen at sige "ja" til Jesus.
Mand til mand
Jeg flyttede efterfølgende til en anden by for at tage HF. Jeg boede hos min bror, hvor jeg en nat vågnede og ikke kunne gå med min hemmelighed længere: at jeg var til
mænd. Dette havde jeg vidst siden omkring 7. klasse, men havde bare eksperimenteret lidt med et par drenge fra skolen. Jeg nød det mere, end jeg nød mine pigekærester,
så jeg vidste jo godt allerede der, hvordan landet lå. Jeg brugte en livline og ringede til en ven: en ikke-kristen, for det var den nærmeste til at forstå mig,
tænkte jeg. Vi mødtes, og jeg sagde, at jeg havde noget meget vigtigt og fortælle. Han spurgte, om jeg var bøsse, hvilket jeg benægtede, men sagde samtidig, at det
var tæt på. Han spurgte, om jeg var bi, og jeg sagde stille ja. Hans reaktion: "Nå, og hvad så? Skal vi gå hjem?" Det var en lettelse for et par år.
Så skulle homoerne frelses
Jeg fandt ud af for et par år siden, at jeg gerne ville evangelisere blandt homoseksuelle, for jeg oplevede ikke, at kirken kunne rumme sådanne mennesker, så jeg ville gerne
række ud og bygge bro mellem kirken og de homoseksuelle. Jeg så stadig kun mig selv som bi, da det var lettest at kapere, og da jeg alligevel ikke kunne se mig selv i forhold med en
mand. Det var fedt, fordi jeg på den måde kunne være sammen med mennesker, jeg kunne identificere mig med, og samtidig fortælle åbent om det i kirken. Jeg gjorde
dette af et oprigtigt hjerte, og min daværende præst ville gerne møde nogle homoer og have en dialog, så han bedre kunne forstå homoseksuelle.
Når man ved, den er der
I 2005 var jeg på visit i Århus, mens jeg boede på Sjælland. Jeg hang ud med en kammerat, som havde fortalt mig, at han gik i klasse med en homo, som måske ville
have glæde af at snakke med mig pga. mit missionsprojekt blandt homoer. Vi sad om aftenen og snakkede med en fyr, han kendte. Jeg kom vidst til at tale en anelse nedladende om homoer, for
der var jo ingen, der skulle tro noget om mig. Midt i samtalen fortalte han, som vi snakkede med, at han var homoseksuel. Dette var et spark i ansigtet på mig, for jeg vidste ikke, at det
var ham, min kammerat havde nævnt for mig. Det endte med, at homo-fyren og jeg snakkede hele natten, og da jeg skulle rejse hjem dagen efter, var jeg ved at tude i bussen, fordi jeg ikke
regnede med, at jeg nogensinde skulle få ham at se igen. Dette blev dog ikke virkelighed, da vi sms'ede og blev enige om, at jeg hellere måtte komme tilbage to dage senere, hvor vi
blev kærester.
Virkeligheden måtte ses i øjnene
Jeg indså, at familien hellere måtte inddrages i min virkelighed nu. Jeg fortalte min søster som den første, at jeg havde fået en kæreste, som jo så
havde et navn, som tilhørte én af mit eget køn. Hendes reaktion: "Jamen, så er du jo bagbordsindianer!!!". Hun havde ret. Hun mente, det var bedst, hvis hun fortalte
mine forældre det. Bagtanken var, at hun skulle have et godt skænderi med vores far. Dette skete dog ikke til hendes store skuffelse, da min fars eneste kommentar var "Nå!".
Ikke på den overraskende måde, men mere den ligegyldige.
Jeg frygtede for min mors reaktion. Frygtede følgende reaktion: "Jamen, så bliver jeg jo aldrig farmor". Jeg har aldrig talt med min mor om det, men da jeg kom hjem med min nye
kæreste med skæg, greb hun hans hånd og ville ikke slippe igen. Hun var himmelhenrykt. Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, at hun altid har følt sig truet som
kvinden i mit liv. Men når man så kommer slæbende hjem med en mand, er der jo ingen kvinde til at vælte hende af pinden.
Familie er nu en underlig størrelse af og til, og de reagerer ikke altid som man regner med, de vil gøre. Dette kan være positivt, og i dag er det bare en naturlig ting, at
Peter er bagbordsindianer.
Hvad mit forhold til Gud angår, så kunne jeg sige til mig selv efterfølgende: "Så, nu ved jeg også, hvad Gud hele tiden har vidst." Nu er der en chance for, at jeg
kan leve lykkeligt til mine dages ende.
